CORONA-TID - Uddrag fra Corona-dagbog - Mette Hind
1924
post-template-default,single,single-post,postid-1924,single-format-standard,bridge-core-3.0.5,cookies-not-set,qi-blocks-1.3.3,qodef-gutenberg--no-touch,qodef-qi--no-touch,qi-addons-for-elementor-1.8.0,qodef-back-to-top--enabled,,qode-essential-addons-1.6.4,qode-page-transition-enabled,ajax_fade,page_not_loaded,qode_grid_1300,qode_popup_menu_push_text_top,qode-content-sidebar-responsive,qode-child-theme-ver-1.0.0,qode-theme-ver-29.1,qode-theme-bridge,disabled_footer_top,wpb-js-composer js-comp-ver-7.9,vc_responsive,elementor-default,elementor-kit-2504

CORONA-TID – Uddrag fra Corona-dagbog

Corona dagbog

CORONA-TID – Uddrag fra Corona-dagbog

Den 11.3. Vores jazzkoncert i aften er aflyst pga. corona, så ærgerligt. Jeg nægter at blive grebet af massepsy- kosens frygt. Alligevel føles det bare meget mær- keligt, at vi hverken må kramme eller give hånd mere.
Den 12.3. Jeg inviterede en veninde til te, men hun vil ikke ses med nogen af frygt for smitte. Det er selvføl- gelig også af hensyn til andre, at man ikke vil ud- sætte sig selv for smitte.
Den 13.3. Min onkel og tante har høj feber og er sikre på, at det er corona. Vores grænser bliver lukkede i morgen kl. 12. Danmark har forandret sig på få dage. Biblioteket er også lukket. Alle møder og aktiviteter er aflyst. Jeg krydser fingre for, at min mor ikke bliver smittet, hun er jo 92 år. Jeg kom- mer ikke på besøg alligevel, tør ikke køre med toget fra København til Jylland. Det er en mær- kelig verden. Må tænke på en politistat, men det er selvfølgelig alt sammen velbegrundet, og vo- res statsminister takker befolkningen for at stå sammen ved at holde afstand. På søndag kom- mer min barndomsveninde til frokost, hun tør heldigvis godt at mødes med mig – med afstand selvfølgelig.[/vc_column_text]

Den 14.3. Corona er i mit baghovedet, de skiftende tanker, ønsket om ikke at følge dekreter oven fra og for- ståelsen for, at det er vigtigt at stå sammen ved at holde afstand. Jeg prøver på ikke at blive sur og gnaven, selvom alting bliver aflyst. Kunstnet- værket, som jeg er en del af, vil aflyse vores udstil- ling i april. Jeg er magtesløs. I det mindste er der tid til meditation og til at male. Er der ingen, jeg kan hjælpe? Har hørt, at der er mange flere, som har meldt sig til at købe ind for dem i farezone 1, end der er brug for. Jeg tør ikke tilbyde kunstte- rapi og kreativitetstræning i denne situation. Er lidt bange for ’den offentlige mening’. 

Den 17.3. Corona provokerer mig så meget, denne på- tvungne isolation. Tager mig selv i at tænke, hvor- for ikke slappe lidt af og lad os så se, hvor mange, der bliver syge, så dør der sandsynligvis en masse gamle, måske også mig, meget godt at ’få renset lidt ud’ på en ’naturlig’ måde? Er det nazi-agtigt at tænke sådan? Vi er jo alt for mange mennesker her på jorden nu. Min søster sagde: “Ville du ikke få det dårligt, hvis du var skyld i, at vores gamle mor døde?” Fordi jeg gerne vil rejse over og be- søge hende. Hvis man vasker hænder og holder afstand, er det så ikke ok.? Måske kan man også dø af ensomhed? Min egenvilje er stærk, men nu prøver jeg at acceptere situationen, let go and let flow. Der er mange, der mister deres arbejde nu, så hvor er jeg privilegeret, fordi jeg er pensionist med en meget lille virksomhed, tak! Jeg er invite- ret over i nogle venners have i morgen, hvis solen skinner. 

Den 18.3. Huh, jeg hoster meget, mon jeg er smittet? Jeg hoster jo altid, men måske lidt mere i dag. Jeg er nok bare påvirket af det omsiggribende corona- vanvid. Min mor er i karantæne pga. sin alder og hjertesygdom, selvom hun faktisk har det fint. En veninde køber ind for hende. Min badeklub er lukket, men jeg bader selvfølgelig alligevel. Måske er jeg en festabe, som min søster siger, fordi jeg virkelig savner mit sociale og kulturelle liv. 

Den 19.3. Jeg bliver ligesom lidt tom inden i af at være så meget alene. Alle butikkerne har lukket, så Frede- ricia er endnu mere stille end før. Krisecentrene meddeler, at der er mere vold i familierne i denne tid. Måske skal jeg være taknemmelig for at være single. 

Den 21.3. Nu har jeg telefoneret med min veninde, hun fortæller, at de synger ud af vinduerne på Vester- bro, hvor hun bor, og hver morgen danser hun på platformen Zoom med det hold, der ellers plejer at være fysisk sammen. Har været på en skøn skovtur igen i dag. 

Den 23.3. Min onkel og tante har stadig feber og mener, det er corona. Min datter S. vil gerne ses, men kun udendørs og med afstand, så det må vente med den tur til København. Nu er det lukkede sam- fund forlænget til efter påske. Statsmedisteren, som min datter kalder hende, mener ikke, at man skal rejse fra landsdel til landsdel. 

Den 24.3. I dag fik jeg lov at besøge mine venner, som bor lige om hjørnet. Det var dejligt at være i et andet hjem end mit eget. Vi sad med god afstand og drak te. I USA ser det meget sort ud. Forhåbent- lig betyder det i det mindste, at Trump ikke bliver genvalgt til efteråret. 

Den 26.3. Jeg er i lidt dårligt humør pga. corona, skal jo ikke lade mig rive med, og så sker der alligevel noget. “En trykken for brystet”, som Katrine Wiedeman skriver i Information i dag, denne følelse af ufrihed. På Facebook har jeg skrevet under mod tvangsmedicinering, når der altså kommer en vaccine. Jeg vil have lov at bestemme over min egen krop!

Den 26.3. Det var hyggeligt at besøge I., hun er den eneste, jeg har spist og overnattet hos i hele denne vi- rustid. Mit møde i kunstterapeutgruppen bliver sådan, at vi arbejder med det samme program hver for sig i hver sit værksted, så sender vi vores billeder og en skriftlig procesrefleksion til hinan- den bagefter. Bedre end ingenting. Vi har holdt en slags møde på Zoom.

Den 27.3. I dag har jeg følt en enorm trang til at gøre no- get, at gøre mig nyttig for andre end mig selv. Og så kom netop som sendt fra himlen en mail fra Dansk Psykoterapeutforening, om man vil give fire timer gratis samtaleterapi på telefonen, det gjorde mig glad, så jeg meldte mig selvfølgelig straks. Min datter skrev i dag, at jeg kan sætte bamser i vinduet til glæde for børn i gaderne, så det har jeg gjort. 

Den 29.3. Nu i aften har min underbo og hendes 12-årige søn været på et lille visit, jeg serverede saltede jordnødder i tre små skåle. Jeg er så rørt over, at de godt tør besøge mig.

Den 30.3. I dag ringede min gamle veninde fra Berlin, det er som om corona giver anledning til kærlig op- mærksomhed, lige at høre, hvordan de andre har det. Vi blev enige om, hvor skønt det er, at himlen bliver mere blå jo færre fly, der flyver, og at denne krise er en lise for miljøet. En veninde og jeg drak te sammen på Messenger i dag, meget bedre end slet ikke at ses, og hun er så forsigtig, at hun ikke engang vil gå tur. Jeg prøvede at komme til et møde på platformen Zoom i aften, men det lykkedes ikke, til gengæld har jeg ryddet op på hylderne i mit skab! 

Den 31.3. I dag har jeg igen været på en fantastisk udflugt i det sjældent fredelige landskab, ikke en bil eller et fly at høre og næsten ingen mennesker. I aften kom en veninde og ringede på, hun havde bagt brød og gav mig et! Hvor er jeg dog heldig, at have sådan nogle søde venner. 

Den 1.4. I dag var jeg hos min ørelæge, men han var svær at kende med maske. Talte i telefon med min ven- inde i København. Hun ser kun sin søn, svigerdat- ter og deres to små børn, til gengæld rører de ved hinanden, så dejligt. Klokken otte om morgenen danser hun med sit dansehold på skærmen, godt alternativ i disse coronatider. Jeg ’går til’ møde hver mandag på nettet. 

Den 2.4. I nat drømte jeg min første coronadrøm: Jeg løb i mørke, der var en del andre mennesker ude på ga- derne, der blev testet for covid-19 med nogle hvi- de firkantede ting, som blev holdt op for munden, de lyste rødt, hvis man var syg, det var så uhygge- ligt, at jeg vågnede. I aften skulle jeg have medi- teret med min lille zen-gruppe, men pga. corona gjorde vi det hjemme, sammen hver for sig. Det fungerede ret godt. Selvom jeg har så meget tid, så når jeg ikke ret meget, dog får jeg læst mange romaner. 

Den 3.4. Drømte, at jeg var lukket inde i en kæmpestor rød æske, inde i æsken var der butiksvinduer, som alle var fulde af røde æsker. Det føltes som en drøm om samfundet, sammen hver for sig, lukket inde i hver sin æske. 

Udgivet første gang:

46 TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR. 2 · JUNI 2020 – Af Mette Hind

[/vc_column][/vc_row]

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.