Artikel: Skammen som skjult ledsager - Mette Hind
1668
post-template-default,single,single-post,postid-1668,single-format-standard,cookies-not-set,ajax_fade,page_not_loaded,,qode_grid_1300,qode_popup_menu_push_text_top,qode-content-sidebar-responsive,qode-child-theme-ver-1.0.0,qode-theme-ver-10.1.1,wpb-js-composer js-comp-ver-5.0.1,vc_responsive

Artikel: Skammen som skjult ledsager

Artikel: Skammen som skjult ledsager

S K A M M E N S O M
BLIND PASSAGER

Tekst og illustrationer: Mette Hind

Denne tekst er et skammens billedtæppe, sammenvævet af flere skamfortællinger. Som støtteperson og
kunstterapeut for en lang række vidunderlige børn og
unge har jeg fået indblik i mange af skammens ansigter
og udtryk. Jeg vil først komme ind på, hvordan skammen
kan transformeres fra at være en tung byrde til at blive en
god ven gennem arbejdet med de kunstterapeutiske metoder og det kreative udtryk. Derefter følger tre skamfortællinger, ord om skammen i billedet og om overføring og modoverføring samt bud på, hvordan skam kan
defineres.

SKAM OG KREATIVITET
Skam kan opfattes som et potentiale, der kan genskabe
kontakten med den kerne, som ofte kaldes selvet. Gennem arbejdet med skammens psykologi og brug af
kreative metoder til integration af personlige skamfortællinger sker der en forandring. Gennem det kreative
udtryk, den direkte forbindelse til højre hjernehalvdel
og til store dele af det ubevidste reservoir kan man få
kontakt med den blinde passager: skammen. Vibeke
Skov pointerer, at skam ødelægger forholdet mellem
det bevidste og det ubevidste. Skamoplevelserne stammer fra den ydre virkelighed: ”… mens den indre virkelighed er tilsvarende relevant, fordi det er stedet, hvor
vi igen kan skabe forbindelse med den sjæl vi mistede
kontakten til igennem oplevelser af at blive gjort forkerte.” (2018 s.1). Mange fortrænger skamoplevelser så
fundamentalt, at de slet ikke selv kender til dem. Således at oplevelserne i lige så høj grad er en hemmelighed
for personen selv, som den er for omgivelserne.
Når man bevæger sig ud i en kreativ proces og giver
slip på andres forventninger om rigtighed og passende opførsel, glemmes skammen for et øjeblik. Mange
beskriver situationen med ord som glæde og frihed.
”Skamoplevelser er selvsagt altid personlige og uønskede og fortrænges derfor oftest af bevidstheden, fordi de ikke kan udholdes i ret lang tid.” (ibid. s.3).
Kunstterapeutisk praksis er fysisk. Selve det, at man er
aktivt handlende med sin krop, når der males eller modelleres, er en vigtig del af kunstterapiens særlige muligheder. Gennem denne praksis er der kontakt til den
kreative højre hjernehalvdel, som ikke stiller logiske
spørgsmål om tid og sted, men er en direkte kanal til
dette øjeblik. Følelser bliver projiceret over på papiret
eller ind i skulpturen. ”Det nuværende øjeblik er mødestedet mellem fortiden og nutiden.” (Stern 2004 s.208).
I den kunstterapeutiske praksis arbejdes der ikke lineært, der kan sagtens være symboler i det kreative
udtryk, som relaterer både til barndom og dagen i dag.
Det kreative udtryk er som et spejl af det ubevidste på
samme måde som drømme. Kunstterapien eller det
kreative arbejde med kunstterapeutiske metoder giver en særlig mulighed for at bearbejde ubevidst materiale. Gennem det æstetiske udtryk bliver følelser
materialiserede, håndgribelige og dermed begribelige.
”De mangetydige sanselige, kunstneriske og æstetiske
udtryksformer giver mulighed for at kommunikere om
noget, der kan være vanskeligt at definere, vanskeligt at
tale om eller som barnet (eller den voksne) ikke kender
sproglige udtryk for.” (Nielsen 2014 s.6-7).
TEMA: SKAM
TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR . 2 · JUNI 2019 41
TEMA: SKAM
SKAMMEN I BILLEDET
Drømme eller dagdrømme og visualiseringer i forbindelse med meditation bruges ofte aktivt i det kunstterapeutiske billedarbejde. For nylig malede jeg efter en
kort meditation i mit faglige kunstterapeutfællesskab.
Jeg arbejdede videre med skam-temaet, som jeg var optaget af i forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel. En stor blå skamfugl satte sig på min skulder på alle
de tre billeder, jeg malede den dag. Den talte til mig og
sagde: Jeg er din ven, din blå skamfugl, din blinde passager, og hvad er der i vejen med skam? På denne måde
bliver den blinde passager en proaktiv medspiller.
MODOVERFØRINGSBILLEDER
Overføringsfænomener er altid til stede i kontakten
mellem mennesker, ikke blot i relationen mellem terapeut og klient, men i alle relationer. Det, jeg især er
optaget af her, er modoverføringen. Terapeuten bliver
påvirket af sin klients overføringer. Terapeutens ubevidste følelser og fantasier er under indflydelse af klienten. En definition af modoverføring drejer sig om
alle terapeutens følelser, fantasier og reaktioner, ikke
kun de ubevidste. Det negative aspekt af modoverføringen er terapeutens ’blinde øje og øre’, der kræver god
supervision, mens det positive aspekt er alle de rørelser
i terapeuten selv, som hjælper hende til at erkende og
fornemme, hvad der sker i interaktionens rum og i klientens ubevidste. Man kan forstå modoverføring som
terapeutens overføring (Rosenbaum1985 s.118).
I kunstterapien maler terapeuten ofte sin modoverføring og bliver gennem billedet klogere på, hvad der sker
i klientens ubevidste. Man bliver også opmærksom på
egne måske ubevidste følelser og fantasier i forhold til
klientens tema. Der kan være områder, som ligger så
tæt på terapeutens egne traumer, at det kan vanskeliggøre en god proces. Her kan modoverføringsbillederne
bruges som en vejviser i erkendelsen af, om et forløb
bør afsluttes eller gives videre til en kollega.
Modoverføringsbilledet kan også være en stor hjælp,
hvis terapeuten ikke straks kan få supervision. Vanskelige følelser bliver så at sige flyttet over på papiret,
hvilket både kan virke som en lettelse og bidrage til
større klarhed over relationen mellem terapeut og klient (Bommersheim 1998 s.124).
42 TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR . 2 · JUNI 2019
TEMA: SKAM
Vibeke Skov pointerer, at: ”Potentialet i at bruge projektive metoder, (…) er, at overføringen på terapeuten
som den gode mor eller far udvides til at inkludere det
kreative symbolske udtryk som et spejl på den vigtigste anden i terapien, nemlig klientens indre selv.” (2018
s.5). Det symbolske udtryk, billedet, fungerer som et
fælles tredje. Både terapeut og klient har deres øjne rettet mod billedet i en fælles optagethed af at forstå, hvad
symbolerne, former, figurer og farver vil fortælle om
den malende person.
Edith Kramer (1916-2014) var kunstner og en pioner
inden for kunstterapien og kaldes ofte for kunstterapiens grand old lady. Allerede 1930’erne arbejdede hun
med børn og unge i grupper med kunstterapeutiske
metoder og hjalp således mange børn og unge som befandt sig i en udsat position pga. enten psykiske, sociale
eller fysiske problemer. Om overføring og modoverføring skriver hun bl.a., at traumatiske oplevelser i barndommen har en tendens til at gentage sig i de nære relationer. En tvangsmæssig gentagelse af det oprindelige
traume overføres ikke kun på kunstterapeuten, men i
høj grad på objektet, det billede eller den skulptur, som
barnet eller den unge skaber. ”Selv om der ikke sker
overføring i ordets egentlige betydning i kreativ terapi, må terapeuten forstå fænomenet.” (Kramer 1975
s.52-53). Kramers terapeutiske tænkning var baseret
på psykoanalysens teori. Hun forsøgte især at styrke
jeget og identiteten hos de enkelte børn og unge i det
kunstneriske værkstedsarbejde. ”One of Kramer’s many
contributions to therapeutic work with children’s art expressions is her exploration of how the therapist can assist a child in
self-expression through art by teaching developmentally appropriate art skills, serving as a responsive and reflective person in
therapy, and even serving as a ”third hand” in intervening and
supporting the child’s creative process of artistic expression.”
(Malchiodi 1998 s.3).
Edith Kramer var en stor inspiration for mig i det projekt, som jeg vil fortælle om i det følgende afsnit.
Skamfortælling 1 – Hans.
En kollega og jeg havde i et halvt år den store spændende og vanskelige opgave at hjælpe en gruppe unge
10-15 årige tilbage på sporet. De unge var røget ud på
kanten af samfundet, uden for de accepterede sociale
fællesskaber, frem for alt kom de ikke i skole. Projektet
var deres sidste chance før en institutionsanbringelse.
Nogle levede mest på gaden, og de fleste var i forskellig grad involveret i kriminalitet. To af pigerne blev
tvunget til prostitution. Opgaven lød på, at vi skulle
resocialisere de unge gennem socialt gruppearbejde,
gerne med inddragelse af kunstterapeutiske metoder.
En af drengene var Hans, en 14-årig eftertænksom og
musikinteresseret dreng, som især var glad for reggae.
Hans var den eneste i gruppen, som i forvejen tegnede og malede i sin fritid. Han havde et smukt ydre, og
i modsætning til de fleste i gruppen var han altid pæn
i tøjet. Drengen boede sammen med sin fraskilte mor.
Vi vidste fra socialforvaltningen, at han meget snart
skulle vidne mod sin far i retten. Faren havde for nogle
måneder siden gennem flere dage spærret Hans inde,
og her havde han voldtaget og pint sin søn.
En dag tog min kollega og jeg sammen med de unge på
udflugt til en dyrepark. Gruppen havde selv ønsket det,
og humøret var højt. Da vi var i dyreparken, fandt Hans
en lang kæp, løb efter en flok får og forsøgte at bore
kæppen ind i enden på et får.
De andre unge reagerede med vrede. På vej hjem var
stemningen trykket. Kun Hans lo højt, trak sine bukser
ned, åbnede vinduet i bilen og stak sin bare ende udenfor. Det var skamfuldt for os alle. Da vi nåede tilbage,
og min kollega og jeg ville sige tak for i dag, begyndte
en af de andre drenge, Martin på 14 år, at slå Hans. De
kæmpede på fortovet, og alle de andre unge dannede
en kreds om dem og heppede på Martin. Vi voksne
ventede et stykke tid, inden vi greb ind. Det virkede på
os som en nødvendig proces. De to drenge var fysisk
jævnbyrdige og kunne nok være blevet ved længe, men
nu standsede vi kampen og sendte alle hjem. Min kollega tog med Hans hjem for at tale med ham og moren
om hændelsen.
De andre unge kendte ikke Hans’ situation, og han kunne ikke tale om det, der var sket, men han gentog fak-
TEMA: SKAM
43
tisk skamscenen og smerten ved voldtægten i sit møde
med fårene. Gruppen straffede ham på sin vis gennem
slagsmålet, hvor vi opfattede det som en form for kollektiv renselse, der gjorde det muligt for Hans igen at
kunne komme i gruppen. Og han kom igen som fuldgyldigt medlem af fællesskabet.
Hans iscenesætter sin skamhistorie på den eneste for
ham mulige måde, han gentager sin fars voldelige og
seksuelle handling, nu mod det uskyldige får. Hans deler sin skamfortælling med menneskekollektivet.
Da jeg skrev mit speciale i kunstterapi var det med udgangspunkt i arbejdet med denne gruppe unge, hvor vi
netop brugte kunstterapeutiske metoder i det sociale
gruppearbejde. Alle de unge havde malet et navneskilt.
På Hans’ navneskilt var der et billede af Bob Marley
foruden hans navn. Jeg lavede et modoverføringsbillede ud fra navneskiltet og også med afsæt i oplevelsen
med fårene. Skammen rejser skjult med i mange menneskers liv, som en blind passager, der forringer livskvaliteten, uden at give sig til kende.
MODOVERFØRINGSBILLEDE
De følelser, der vågnede i mig, mens jeg malede billedet
nedenfor, var en kamp mellem det gode og det onde,
44 TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR . 2 · JUNI 2019
TEMA: SKAM
det sorte og det hvide. Det sorte kontinent, slaver der
blev købt og solgt. Bob Marley-sangen Buffalo soldier, stolen from Africa, brought to America, if you know your history,
then you know, where you’re coming from … en sang, Hans satte stor pris på. Farverne i et afrikansk flag flyder fra det
øverste højre hjørne gennem midten af billedet, men
bliver bremset af et hvidt navneskilt med en sort kant
og uden navn i venstre hjørne. Bag ved flagets stærke
farver løber Hans efter fårene med en lang stok, som en
skygge og som i trance, som om han bliver styret af sit
ubevidste. Det sorte ansigt i højre side af billedet viser
en anden side af Hans, den ansvarsbevidste, der med
sin stærke retfærdighedssans tager sig af sin mor og lillebroren. Det sorte ansigt viser også en dyb ensomhed.
Navneskiltet venter på ham, på sammensmeltningen,
eller på, at de to sider af hans identitet skal nærme sig
hinanden. Det øverste venstre hjørne er mørkt, der er
mange små runde former, som små dødningehoveder
i dødsriget, og den lange række af hoveder fortsætter
bag den grønne farve i flaget. Da jeg ser nærmere på hovederne, synes jeg, de ligner en lang række af røvhuller.
Fra det sorte hjørne løber der noget, som en mørk vej
bag ved de tre reggaefarver og den standser lige foran
Hans’ fødder. De to får ser ængstelige og sårbare ud, måske symboliserer de moren og lillebroren. Den grønne
eng virker saftig og nærende. Denne fortolkning stammer fra mit speciale i kunstterapi (Hind 2001). Billedet
kan fortolkes på mange måder.
Skamfortælling 2 – Maya.
Maya var otte år, en ranglet pige med store øjne, og jeg
var hendes mentor. Socialforvaltningen vurderede
sammen med skolen, at hun var i mistrivsel og forsømt,
og endvidere havde hun brug for hjælp til lektierne.
Hun boede hos sin mor og dennes kæreste. En dag kom
jeg for at hente hende til en udflugt, men denne dag var
anderledes, moren sad i sofaen og var tydeligt beruset.
På bordet stod mange flasker og fyldte askebægre. Mor
råbte ad Maya, at hun slet ikke havde fortjent at komme på udflugt, og at grunden til, at hun drak, jo var, at
Maya var så dårlig i skolen og aldrig lavede sine lektier.
Vi skyndte os at sige farvel. Da vi havde gået lidt, sagde
Maya med klar stemme, at jeg skulle ikke tage mig af
det optrin, for det er slet ikke min rigtige mor, min rigtige mor er oppe i himlen, og der bor jeg egentlig også,
der er hele min familie. Jeg bliver bare nødt til at være
her det meste af tiden. Ok, din rigtige mor er oppe i himlen, gentog jeg og forstod, at det var sandt.
Maya udviste en enorm styrke til at leve med skammen uden at bryde sammen. Det var skamfuldt, at jeg
havde set, hvordan hun blev tyranniseret af sin berusede mor, og endnu mere skamfuldt at leve med følelsen
af at være forkert og bestemt ikke god nok. ”The feeling
of being loveable or unloveable becomes the foundation of our
intimate relationships, what we think of ourselves, and how we
function in groups. Those of us with core shame spend our lives
with the distinct feeling that we are at risk of attack, abandonment, and even death.” (Cozolino 2016 s.120).
Jeg forestiller mig, at angsten for at blive overfaldet og
faktisk risikere at dø, som Cozolino beskriver som en
del af hverdagen for os, der lever med kerneskam, var
det scenarie, som Maya levede med. Hendes måde at
overleve på, var at opfinde en kærlig familie i himlen.
Benægten og dissociation er ofte nødvendige overlevelsesstrategier for børn som Maya. Benægten kræver
uanede mængder af psykisk energi, så ikke så underligt,
at Maya havde svært ved at koncentrere sig i skolen.
”Skam kombineret med benægten fører til selv-tilintetgørende adfærd.” (Johansen 1998 s.19).
KULTURSKAM OG KERNESKAM
Hvordan kan skam defineres? Her benytter jeg mig af
Cozolinos definitioner og oversætter hans begreb appropriate shame til kulturskam og core shame til kerneskam.
Kulturskam opretholder den moral og de værdier, som er
gældende i en given gruppe. Kulturskam udvikler sig
langsomt gennem barndommen i trit med, at barnet
forstår andres forventninger. Barnet lærer at tilpasse
sin adfærd og udvikler den nødvendige selvkontrol, så
man undgår asocial opførsel.Kulturskam støtter udviklingen af samvittighed, empatiske evner og indbyrdes
støttende relationer.
TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR . 2 · JUNI 2019 45
I modsætning til følelsen af kulturskam er kerneskam en
oplevelse af ikke at være god nok til den familie, man er
blevet født ind i. Kulturskam kan kendetegnes ved, at
man skammer sig over noget, man har gjort, mens kerneskam er udtryk for, at man skammer sig over at være
den, man er (Cozolino 2016 s.121-122).”With core shame,
a central part of your experience is the sense that you have lost
face with no chance of redemption.” (ibid. s.122).
Ifølge Cozolino er kerneskam en skam, som stammer
fra oplevelser i den helt tidlige barndom. Oplevelsen af
ikke at blive elsket bunder i en følelse af ikke at blive set
eller spejlet, som den man er. Barnet taber rent ud sagt
ansigt. Forældrene behøver ikke at være dårlige mennesker, måske er de nødt til at forlade barnet, eller de
har et meget anderledes temperament og er ikke i stand
til at spejle barnet (ibid. s.121).
Skamfortælling 3 – Lena.
Lena var 12 år, da jeg blev hendes mentor. Hun var en
stor, noget overvægtig, rødmende og smilende pige.
Skolen var bekymret for hende. Hun lugtede ofte
grimt, fordi hun kom til at lave stort i bukserne, mange
dage hver uge dukkede hun slet ikke op i skolen eller
kom for sent og gik for tidligt. Jeg skulle støtte hende
med skolearbejdet og også sørge for, at hun kom væk
hjemmefra og fik nogle positive oplevelser. Lena sagde,
at hun skulle passe godt på sin far, han havde brug for
meget kærlighed, fordi han var vokset op på et børnehjem. Mor slog hende med en bøjle, når hun havde gjort
i bukserne.
En dag, da jeg ringede på døren for at hente Lena, stod
far der i stuen med åbne bukser. Han gav mig hånden,
som var fugtig, og smilede. Lena var kun halvvejs påklædt. Senere tænkte jeg, at jeg havde set forkert, at det
ikke kunne passe. Det var næsten, som om faren bad om
at blive opdaget i sin seksuelle relation til datteren, men
alle tav og så bort. Det er skamfyldt at se det forbudte.
Lena sagde, at far ville have, at hun skulle gå med bh,
fordi ellers fik hun hængepatter. Lena flyttede ind i dobbeltsengen hos far, da mor blev indlagt i psykiatrien. Jeg
kontaktede den socialarbejder, der var familiens kontaktperson. Hun ville ikke tro på, at Lena blev udsat for
seksuelle overgreb. Det ville jeg helst heller ikke, men
alt, hvad jeg havde erfaret, hørt og set i familien, talte
sit tydelige sprog. Lena ville altid gerne danse lambada
med mig inde på sit lille værelse, hun pressede sig alt for
tæt ind mod mig, så jeg blev nødt til at trække mig væk
fra hende. I den familie blev alle grænser overskredet, og
Lena kendte slet ikke sine egne endsige andres.
Jeg lod hende udfylde en figur af en pigekrop – et papir,
jeg havde fået udleveret til arbejdet med børn, som socialforvaltningerne formodede blev udsat for seksuelle
overgreb – hvor én farve var for steder, man havde det
godt med, og en anden farve for de steder, hun havde
det dårligt med. Hun havde det ikke godt med noget
sted og malede kun blå for dårligt, mellem benene. Jeg
kunne ikke fortsætte arbejdet som støtteperson uden
at handle og bidrage til en forandring. Da socialforvaltningen ikke ville samarbejde om en forbedring af Lenas
situation, afsluttede jeg arbejdet med hende.
Følelsen af at have svigtet, af at være et dårligt menneske, fylder hele kroppen og gør ondt i maven. Den
samme følelse vågnede, da jeg opgav mit arbejde med
Lena. Muren af tavshed, modviljen mod at vide, hvad
der sker. Hemmeligheden, som er fortrængt, men dog
aktiv i familierelationerne, er altødelæggende og fortætter følelsen af skam. ”Det skam-skadede menneske
kan sammenlignes med et menneske med indre blødninger.” (Weston 2010 s.126).
TAK FOR SKAMFORTÆLLINGERNE
Ved at skrive denne tekst vil jeg gerne takke alle de børn
og unge, som har delt deres skamfortællinger. De har
vist vejen til min egen blinde passager, skammen. De
hjalp mig frem til at forstå, hvad jeg selv havde været
igennem. At vi på forskellig vis havde en fælles skamskæbne. Da de åbnede døren ind til deres narrativer,
fik jeg også nøglen til mit eget. Medfølelsen med dem
gjorde det muligt også at kunne føle mig selv, og min
historie bevægede sig fra et hemmeligt og skjult mørkt
og depressivt dyb, et ukendt felt, til bevidsthedens klaTEMA: SKAM
TEMA: SKAM
46 TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR . 2 · JUNI 2019
TEMA: SKAM
TIDSSKRIFT for PSYKOTERAPI · NR . 2 · JUNI 2019 47
re lys, som aldrig mere kunne fortrænges, en skam som
skulle frem. Selvmordstankerne forsvandt sammen
med den nye viden om min egen historie. Nu var det
slut med altid at have et barberblad i håndtasken sammen med disse to linjer fra et digt af Edith Södergran
(1953 s.16):
Ensomhed uden ekko,
Tavshed uden spejl
Nu havde jeg et spejl, og ensomheden forsvandt, tavsheden var brudt. Jeg kunne dele min historie med andre. Gennem kunstterapien blev det muligt at sætte
billeder på skammen. Der skete en transformation,
hvor bl.a. den blå fugl og også andre magiske dyr kom
hjælpende til i tidens løb. ”Skam er et symptom på
magtesløshed. (…) magtesløshed er nok den fælles forstærkende faktor bag både skam og traumatisering,
således at skam forstærker traumatiske oplevelser, og
traumatiske oplevelser gør en skamfuld.” (Sørensen
2013 s.33).
For nylig fortalte jeg en nær ven, at jeg har liket SPOR,
Landsforeningen for voksne med senfølger af seksuelle overgreb, og har delt deres reklameinfo på min Facebook side. Jeg fik angst for, at alle nu ville tænke, at jeg
er ’sådan en’. Hun sagde, at vi overlevere, vi er jo faktisk
helte, at vi kan være stolte af, at vi har kæmpet os fri af
fortidens skygger og skammen, selvmordstankerne og
det elendige selvværd; at vi stadig er her, at vi lever, og vi
er, som vi skal være! Måske har vi mærkelige fantasier
og fornemmelser, måske tør vi ikke eller har ikke lyst eller ved ikke rigtig, men vi lever og er gode nok.
Daniel Stern pointerer, at fortiden kun er levende, når
den befinder sig på det nuværende øjebliks scene. ”Og
det nuværende øjeblik omordner konstant vores erindring om fortiden. Det nuværende øjeblik og fortiden
er hinandens forældre og børn.” (Stern 2004 s.228).
Netop dette forhold mellem fortiden og det nuværende øjeblik gør, at psykoterapi og ikke mindst kunstterapi giver så fine muligheder for en ny og bedre udgave
af den enkeltes skamfortælling.
LITTERATUR
Bommersheim, Gerlach: Rotkäpchen in Schwatzweisfilm, Claus Richter Verlag 1998.
Cozolino, Louis: Why Therapy Works. Using Our Minds to Change Our
Brains. WW Norton & Company 2016.
Hind, Mette: Kunsttherapeutische Methoden In Nicht-Therapeutischen
Raum. Diplomarbeit 2001. Ikke publiceret.
Johansen, Birgit Dagmar: Incest i en skamskabende kultur. I: Finn
Lykke Schmidt (red.): Misbrugt og krænket. Om incest og tabet af tillid og
selvværd. Klim 1998.
Kramer, Edith: Børnekunst i børneterapi. Socialpædagogisk Bibliotek
1975.
Malchiodi, A Cathy: Understanding Children’s Drawings. Jessica
Kingsley Publishers 1998.
Nielsen, Anne Maj: Et billede siger mere end 1000 ord. I: Birte Hansen og Mette Hind: Hør og se barnets stemme – Et projekt med kunstnerisk og æstetisk tilgang. Forlaget NUBU 2013.
Rosenbaum, Bent (red.): Freud – efter Freud. FADL 1985.
Skov, Vibeke: Skam og kreativitet. Fra affekt til individuation. Forlaget
Marcus 2018.
SPOR, www.landsforeningen-spor.dk
Sørensen, Lars J: Skam, medfødt og tillært. Når skam fører til sjælemord.
Hans Reitzels Forlag 2013.
Stern, Daniel: Det nuværende øjeblik. I psykoterapi og hverdagsliv. Hans
Reitzels Forlag 2004.
Södergran, Edith: Digte. Hasselbach 1953.
Weston, Marta Cullberg: Fra skam til selvrespekt. Dansk Psykologisk
Forlag 2010.
Mette Hind er cand.phil. i pædagogik fra
Københavns Universitet, pædagog og
kunstterapeut fra APAKT, Hamborg. Psykoterapeut MPF. Har egen praksis, Billedværkstedet, for kunstterapi og kreativitetstræning i Fredericia.

 

 

 

Jeg har netop fået udgivet en artikel om skam og kunstterapi i Tidsskrift for Psykoterapi, juni Nr.2,2019, som netop har skam som tema i dette nummer. Det er både en faglig og en meget personlig artikel. Jeg ønsker dig god fornøjelse med læsningen. Hvis du har lyst at give mig en kommentar, er du meget velkommen til at skrive på hindmette@gmail.com

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.